Kunsthal Aarhus BBC er en ny filial af Kunsthal Aarhus, som åbnede i København den 1. januar 2021.
Kunsthal Aarhus BBC holder til på Vesterbrogade 208, 1800 Frederiksberg C, der til dagligt desuden huser Brev Box Center.
Udstillingsrummet er 11 cm højt x 23 bredt og 38 cm dybt.
Sådan besøger du Kunsthal Aarhus BBC. Åben i hverdage mellem kl. 10-14.
1 – Gå hen til Brev Box Center, Vesterbrogade 208, 1800 Frederiksberg C. Spørg efter nøglen til brevboks 171.
2 – Find brevboks nr. 171 og åben den med nøglen mærket 171.
3 – Voila! En udstilling kommer til syne. Husk at spritte af før og efter udstillingsbesøg.
Hver måned i 2021 inviteres en kunstner til at udstille i Kunsthal Aarhus BBC, og her vil publikum kunne besøge og opleve kunsten dagligt indenfor åbningstiden 09:00 til 21.00. Hver udstilling åbner den første dag i måneden og slutter sidste dag i måneden.
Kunsthal Aarhus BBC imødekommer de mennesker i hovedstadsområdet og den danske presse – der af den ene eller anden grund er forhindret i at besøge Kunsthal Aarhus på en daglig, månedlig eller årlig basis. En kunstnerisk Kunsthal Aarhus 1-til-1 oplevelse i København.
Se Tv-indslag om Kunsthal Aarhus BBC
Konceptet er udviklet af kunstner Pernille Kapper Williams og den tidligere Kunstfaglige Direktør i Kunsthal Aarhus, Jacob Fabricius. De tror på, Kunsthal Aarhus BBC vil bidrage til nye, intime og fysiske kunstoplevelser.
Kunsthal Aarhus BBC er en COVID-19 venlig besøgsoplevelse. Grundet COVID19 og udstillingsrummets størrelse er kun 2 personer tilladt ad gangen. Vi opfordrer til brug af håndsprit - før og efter besøget.
Rasmus Myrups værker er en syntese af det store og det lille perspektiv. Med sine skulpturer, installationer og tegninger søger han at forstå sin menneskelighed gennem beslægtede tider, arter og verdener – på den måde kan alt fra dinosaurer til neandertalere eller træer give ny indsigt i vores forhold til død, sex og magt.
Til årets sidste og dermed den allersidste udstilling i Kunsthal Aarhus BBC har Rasmus Myrup skabt værket med den passende titel An End, 2021.
Det eneste vi med sikkerhed ved, er, at alting ender en dag. Ragnarok er den nordiske mytologis fortælling om altings endeligt. Den uundgåelige afslutning. Verdens undergang. En undergangsfortælling, der indledes af en tre år lang og hård vinter, Fimbulvinteren.
I den lille postboks viser Rasmus Myrup en sammenpresset scene af flere af elementerne fra Ragnarok i en blanding af diorama, nisselandskab og modeljernbane.
Rasmus Myrup (f. 1991) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2018. Han har senest haft soloudstillinger på Galleri Nicolai Wallner (DK) Jack Barrett (NY, US) og Tranen (DK).