Kunstnernes Påskeudstilling (KP) er en af de fem statsanerkendte censurerede udstillinger i Danmark.
KP står på samme tid for tradition og fornyelse og giver etablerede kunstnere og nye talenter mulighed for at præsentere deres værker for et større publikum. Gennem censurkomitéens udvælgelse præsenteres nogle af de strømninger og tendenser, der kommer til udtryk i kunsten lige nu.
Censurkomitéen består af fem kunstfaglige og udøvende billedkunstnere, der tager stilling til samtlige indsendte værker og sammensætter udstillingen ud fra kunstneriske kvalitetskriterier.
Censurkomitéen består i år af Kirsten Justesen, Peter land, Gudrun Hasle, Milena Bonifacini og Jacob Bjørn.
SPRING og SOLO
Som en af de mest markante censurerede udstillinger i Danmark skiller KP sig ud ved ikke blot at vise de værker, der slap gennem censurkomitéens udvælgelse, men tillige ved - i kraft af udstillingen SPRING - at arbejde videre med nogle af de kunstnere, der har gjort sig særligt bemærket på KP.
Udstillerne på SPRING15 er:
Laura Stamer
Katrine Hvid
Søren Lyngsø Knudsen
For første gang siden 2012 har KP desuden valgt at invitere en særlig interessant kunstner til at skabe en separatudstilling. Kunstneren er udvalgt blandt tidligere udstillere på SPRING, og kriterierne for udvælgelsen er kunstnerisk kvalitet, originalitet og udviklingspotentiale.
Udstiller på SOLO15 er:
Jette Hye Jin Mortensen
Uddrag fra katalogtekst om Jette Hye Jin Mortensen:
”Vores blik vendes i denne udstilling mod os selv, hvor mennesket analyseres i et biokemisk perspektiv af en sten fra rummet, Murchison meteoritten. Måske en sten med en radikal anden mening om, hvordan vi hierarkisk hænger sammen med vores omgivelser? Fra meteorittens perspektiv bliver bakteriekulturer fra maven, og altså ikke selve hjernen, set som en styrende, kollektiv intelligens, og den kulturelle tradition i kunstnerens epigenetiske spor bliver til et nært forhold til silkeormen”.
Jette Hye Jin Mortensen f. 1980 i Sydkorea, er uddannet fra Den Kongelige Danske Kunstakademi i 2010 og har en udstillet på en lang række museer, biennaler og kunsthaller i både Danmark og udlandet.
Fernisering: søndag 29. marts kl. 14-17.
Arrangementer i udstillingsperioden:
Censor-talk:
Mandag 6. april kl. 15. Milena Bonifacini og Jacob Bjørn. Moderator, Trine Rytter Andersen
SOLO-talk:
Onsdag 22. april kl. 19. Jette Hye Jin Mortensen. Moderator, Trine Rytter Andersen
Præsentation af udgivelsen SPRING15 - mere end et almindeligt udstillingskatalog.
Onsdag 22. april - aften
Overrækkelse af Publikumsprisen:
Fredag 1. maj kl. 17
Finissage:
Fredag 1. maj kl. 17-20
Læs mere om udstillingerne på www.kp-spring.dk