Et flag er et signalgivende stykke stof. Et ladet objekt og ikon, der ofte bruges som symbol for politik, status, krig, fred, territorier, i forbindelse med geopolitik og sport, men også logo for diverse varemærker. Alle selvstændige lande har flag, men der er også flag - som for eksempel fristaden Christianias karakteristiske flag eller (uden sammenligning) ISIS-flaget – der har ikonisk status, selvom de ikke repræsenterer nationalstater.
Flag produceret af kunstnere har en lang og interessant historie. Der er mange gode grunde til, hvorfor flag stadig er relevante at bearbejde og bruge indenfor kunstnerisk og æstetisk praksis. Flag-symbolet er flittigt brugt i kunsthistoriske værker. Ofte er de ladet med historie og betydning, nogle gange isoleret som Jasper Johns Flag (1954) eller David Hammons African-American Flag (1990). Andre gange er flaget indskrevet i en større politisk debat, eksempelvis Eugène Delacroix, La Liberté guidant le peuple (1830), Poul Gernes forslag til EF-flag (1972), Daniel Burens minimalistiske Les Guirlandes (1982) på Documenta 7 i Kassel eller Ai Weiweis flag i forbindelse med 70års jubilæet for Universal Declaration of Human Rights (2018).
Parken omkring Kunsthal Aarhus har siden 2017 været ramme for en årlig udendørsudstilling med kunstflag - A Flag is a Piece of Fabric. Det første flag blev skabt til Kunsthal Aarhus 100 års jubilæum af kunstneren Bodil Nielsen.