I forbindelse med udstillingen Bugs & Metamorphosis inviterer Kunsthal Aarhus til et eftermiddagsarrangement om, hvordan bugs – fra insekter til bakterier – er en uundgåelig og værdifuld del af vores liv. Her handler det ikke om at bekæmpe dem, men om at lære at leve med dem og opdage de mange potentialer, som samlivet rummer for vores fælles helbred og fremtid.
Programmet byder på:
• Performance af Kirsten Olesen
• Oplæsning af den belgiske Nobelpris-modtager Maurice Maeterlincks bog Myrernes liv (1930) ved oversætter Kirstine Ersbøll Meyhoff
• Oplæg om menneskets historiske forhold til bakterier ved Adam Bencard, forsker ved Medicinsk Museion
• Oplæg om insekters betydning for biodiversitet ved Joachim Offenberg, Aarhus Universitet
• Videohilsen fra den amerikanske forsker Rob Dunn om, hvordan vi deler vores hjem med alskens insekter og kryb
It’s a Bugs Life er det andet arrangement i serien Planetarisk Helbred hvor Kunsthal Aarhus præsenterer kunstneriske og videnskabelige perspektiver på naturens tilstand og dens betydning for os mennesker – og alt det liv, vi deler kloden med. Serien er produceret i samarbejde med forlaget A Mock Book og kurator/forfatter Jacob Lillemose.
Til arrangementet serveres drinks med Campari, der oprindeligt fik sin røde farve fra skjoldlus.
Det er gratis at deltage, men da der er begrænsede pladser, skal du tilmelde dig via Billetto.