I den interaktive rollespilsbog JesperPer spiller du karakteren JesperPer, en excentrisk bondesøn, der motiveret af sit megalomane familietraume ønsker at opnå al opmærksomhed. Spilleren bevæger sig gennem selvfornægtelsens univers, hvor JesperPer må rejse fra landet til byen for at genvinde opmærksomheden ved hjælp af monologer og endeløs selvretfærdighed.
Som passage-ryttere vil publikum hen over to aftener spille sig gennem bogens forskellige scenarier. Publikum bestemmer i fællesskab retningen for vores hovedperson. Det er publikum, der i sidste ende vil afgøre JesperPers skæbne gennem terningkast og vigtige beslutninger.
De to spilsessions vil foregå i Galleri 2 på Kunsthal Aarhus, iscenesat i Benjamin Asger Krog Møllers installation De lånte fjer, der i lige så bombastiske gestusser som JesperPer kortlægger et individs kunstnerblivelse kringsat af diverse institutionelle og familiære billedstrømme. Rollespillet er en del af det performative program der er tilknyttet dette års afgangsudstilling Passage af Naja Zethner og Benjamin Asger Krog Møller.
De to spilsessions vil foregå̊ henholdsvist den 14. maj og den 16. maj, i tidsrummet 15.00-17.30. Skulle det ske at Kunsthallens publikum taber spillet undervejs den 14. stopper vi, og må starte forfra den følgende session den 16.
Bag rollespilsbogen står billedkunstnerne Gustav Hooge & Selina Rom Andersen, og de vil under de to sessions fungere som gamemasters.
Det er gratis at deltage, men vi anbefaler, at du sikrer dig en plads i spilsessionen på Billetto.