Aarhus Art Prize

Aarhusianske kulturinstitutioner støtter det kunstneriske vækstlag med Aarhus Art Prize.

Aarhus Art Prize hylder den unge kunst i Aarhus. Med to priser, initieret af Kunsthal Aarhus, Godsbanen, Aarhus Billedkunstcenter, Jyllands-Posten og ARoS, støttes talentfulde kunstnere, som bidrager særligt til byens kunstliv. Aarhus Art Prize støtter vækstlaget og den kunstneriske fødekæde i Aarhus med henblik på at tiltrække og fastholde kunstnerisk talent og styrke Aarhus som en levende kulturby.

Den første pris er Talentprisen. Den uddeles til en afgangsstuderende fra Det Jyske Kunstakademi, hvis afgangsværk har udmærket sig i særlig grad. Prisen gives for et værk udstillet på årets afgangsudstilling og består af et beløb på 30.000 kroner samt en invitation til at afholde en artist talk på Kunsthal Aarhus, åben for alle.

Den anden pris er Soloprisen. Den uddeles til en tidligere dimittend fra et af de danske akademier (eller et tilsvarende akademi), som, senest fem år efter dimission, har sat et særligt aftryk på Aarhus gennem sit relativt nye virke. Prisen består af et karriereforløb, der udover et beløb på 30.000 kr. tilbyder kunstneren forskellige muligheder for at arbejde frem mod en udstilling i - eller i området omkring Jyllands-Postens nye domicil i Aarhus Sydhavnskvarter.

Aarhus Art Prize er blevet uddelt siden 2018 af Kunsthal Aarhus, ARoS og Godsbanen. Fra 2023 er prisen udvidet, så den består af de to ovenfor beskrevne priser. Bag prisen står nu også Jyllands-Posten og Aarhus Billedkunstcenter. Prismodtagerne udpeges af en jury, som består af Diana Baldon (kunstfaglig direktør, Kunsthal Aarhus), Kirstine Højmose (leder, Aarhus Billedkunstcenter), Pernille Taagaard Dinesen (afdelingsleder Public Engagement, ARoS), Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen (udstillingschef, JP/Politikens Hus), Marianne Grymer Bargeman (direktør, Godsbanen) og Karin Salling (næstformand, Salling Fondene). Hvert år inviteres desuden et eksternt jurymedlem, som i 2023 var Maria Kjær Themsen (freelance kurator og kritiker, Information).

Mere information om Solo-prisen her!

Udtalelser:

Godsbanen – Marianne Grymer Bargeman, direktør, Godsbanen:
For Godsbanen er det vigtigt at være med til at præge byens kulturelle udvikling. Dette projekt har fokus på samspillet mellem miljøer og institutioner, og er med til at styrke den kunstneriske udvikling og dermed byen.”

Kunsthal Aarhus – Iben Mosbæk, direktør, Kunsthal Aarhus:
Det er en stor fornøjelse for Kunsthal Aarhus, at vi kan samarbejde på tværs af institutioner og virksomheder for at synliggøre og bakke op om byens vigtige kunstmiljøer. Byen er rig på visioner, kreativitet og talent, og det er vigtigt at markere og fejre!

ARoS – Rebecca Matthews, direktør ARoS Aarhus Kunstmuseum:
Det er afgørende for ARoS at holde sig orienteret på den unge samtidskunstscene og med et samarbejde som dette er synergieffekten tydelig: ikke alene i kraft af projektets stærke partnerskaber på tværs af byens kunst- og kulturinstitutioner - men i særdeleshed også i udviklingssamarbejdet med de udøvende kunstnere”.

Aarhus Billedkunstcenter – Kirstine Schiess Højmose, leder Aarhus Billedkunstcenter:
For Aarhus Billedkunstcenter er det helt essentielt at støtte de yngre billedkunstnere og pege på deres vigtige rolle i udviklingen af det aarhusianske kunstmiljø. Vi er glade for den brede opbakning til initiativet fra både institutioner, virksomheder og fonde."

Jyllands-Posten – Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen, udstillingschef, JP/Politikens Hus:
Det er med kæmpestor glæde at kunne bidrage til samtidskunsten i Aarhus og det er mit håb at et initiativ som 'Aarhus Art Prize' både kan være med til at udvikle de enkelte prismodtagere og kunsten i byen i almindelighed.”

Salling Fondene – Karin Salling:
Det er en stor fornøjelse for Købmand Herman Sallings Fond at være med til at hylde den unge kunst i Aarhus gennem 'Aarhus Art Prize'. Vi ser frem til at følge den kommende generation af kunstnere og deres bidrag til byens kunstliv”.

For yderligere information og presse, kontakt: 
- Signe Cecilie Jochumsen signe.jochumsen@jppol.dk
- Iben Mosbæk im@kunsthal.dk

Aarhus Art Prize 2023

Læs mere om prisoverrækkelsen, juryudtalelser og vinderne af Aarhus Art Prize 2023 her.

Støttet af