Filmprogram: Vært

Céline Condorellis installation Vært består af et stort gardin samt et filmprogram i syv dele – Abstractions, Land, Water, Enclosures, Distance, Sea og Seed. Programmet er sammensat af dokumentarer, kunstfilm og spillefilm, der beskæftiger sig med konsekvenserne af at leve i en faretruende varmere verden, for mennesker, dyr og landskaber.

26.01.–31.01.2020

(Tidligere visninger: 26.04.–05.05.2019 / 14.05.-19.05.2019)

Ilha das Flores, Jorge Furtado (1989)
35 mm | 12:31 min.
Blomsterøen (Ilha das Flores) er et sted, hvor nogle mennesker spiser resterne af grises måltid efter alle andre tilsyneladende også har spist. Filmen følger en tomat, der ender som måltid for fattige kvinder og børn, gennem et vidtrækkende hændelsesforløb, som startede, da den forlod hr. Suzuki, som dyrkede tomaten. Affaldets tilsyneladende meningsløse livscyklus ledsages af utallige, nøgterne beskrivelser af de hændelsesforløb, som producerer affaldet. Intet af dette formår i sagens natur at retfærdiggøre forbrugersamfundets uretfærdighed, men fremhæver snarere dets absurditet.

Coal Money, Wang Bing (2009)
53 min.
”Coal money”, eller kulpenge, er hvad chaufførerne af 100 tons lastbiler bestandigt forfølger – frem og tilbage, dag og nat – på vejen mellem Shanxi-minerne og havnen i Tianjin i det nordlige Kina. Kina hungrer efter kul, men kul er tungt, beskidt og fyldt med støv, sten og sand. Langs ruten møder chaufførerne prostituerede, politibetjente, småkriminelle, ejere af autoværksteder og mekanikere, og der forhandles og afpresses. Gadekapitalismens barske virkelighed indebærer, at alle forsøger at snyde hinanden. Alt imens kullet bevæger sig mellem forskellige købere og sælgere, iagttager Wang tålmodigt menneskets utallige forsøg på at udvinde profit uanset prisen.

Urth, Ben Rivers (2016)
16mm & Super 8 overført til HD, 19 min.
Urth er filmet i Arizonas Biosphere 2 og består af en navnløs forskers monolog, der dokumenterer hendes sidste dage i et eksperimentelt økosystem. Hun er måske den sidste kvinde på jorden, eller den sidste forsker, som forsøger at leve i en afsondret og aflukket men dog bæredygtig verden. Filmen er en meditation over muligheden for liv i menneskeskabte miljøer og umuligheden af liv i miljøer, som mennesket har ødelagt. I mange af Rivers’ film udgør utopier levede erfaringer forankret i virkelige mennesker og situationer. I Urth foregår det ved at understøtte og opretholde menneskeligt liv i en fortløbende udveksling mellem livssystemer. Filmens titel stammer fra oldnordisk og betegner skæbnens forvredne tråde (jf. Timothy Morton i sin seneste bog, Dark Ecology).

Inhabitants, Artavazd Pelechian (1970)
35 mm. overført til digital video, 9 min.
Inhabitants afbilleder langt overvejende dyr i panik. Filmen er fyldt med scener af enorme migrationer af dyr i vild flugt – inklusiv, overraskende nok, nogle optagelser fra en helikopter. Menneskelig tilstedeværelse antydes blot: vi ser nogle enkelte silhuetter, som tilsyneladende er årsagen til dyrenes frygt. Filmen er på mange måder en hyldest til dyrenes verden, en hyldest, som nærmer sig formel abstraktion med flokke af sølvfarvede fugle, som pulveriserer lyset. De er jordens beboere. Instruktøren Pelechian siger, “it’s hard to give a verbal synopsis of these films. Such films exist only on the screen, you have to see them”.

Total spilletid: 95 min.

01.02.–05.02.2020

(Tidligere visninger: 21.05.–02.06.2019)

The Jealous One, Karrabing Film Collective (2017)
Digital video, 29 min.

The Jealous One består af to sideløbende fortællinger, som på dramatisk vis forbindes til sidst. I den ene må en mand fra en oprindelig befolkningsgruppe i Australien kæmpe mod bureaukratiet for at nå frem til et begravelsesritual på sine forfædres jord. Den anden fortælling udspiller sig som en kamp mellem en jaloux ægtemand og hans kones bror, som udelukker ham fra samfundets ceremonier. The Karrabing Film Collective fremhæver postkolonialismens identitetsforskydninger og sociale forvirring med en frisk og ofte legende tilgang til fremstillingen af de utallige traditioner, som former oprindelige samfund i Australiens Northern Territory.

First Mark, Peter Nadin, Natsuko Uchino & Aimée Toledano (2008)
Super 8 & 16 mm film overført til video, 9 min.

“A carrot is not a work of art. I’m not proposing that anyone think of a carrot as a work of art. But what I am saying is that a carrot and the art I make here are both results of the same process.” I filmen følger vi kunstner Peter Nadin, som driver Old Fields Farm i Cornwallville, NY, sammen med sin partner. First Mark åbner dørene til farmen, hvor kunst og landbrug findes side om side. Gennem indlevende observationer fungerer filmen både som en dagbog og et poetisk drømmeri, der centrerer sig om kunstnerens egen fortællende stemme. Nadins tanker og visioner udfolder sig gennem en kombineret dokumentation af arbejdet på farmen – fodring af høns, pasning af bistader, avl af grise – og momenter af kunstnerisk produktion.

Forest Law, Ursula Biemann & Paulo Tavares (2014)
To-kanals video installation overført til en-kanals video, 32 min.

Forest Law følger den brasilianske arkitekt Paulo Tavares på feltarbejde i 2013 og er resultatet af et forskningsprojekt om olie- og mineindustrien i Amazonasregnskoven i Ecuador. Regnskoven er en af de mest biodiverse og mineralrige regioner på jorden, men det er også et sted, hvor en monumental kamp udspiller sig: Truslen om udvinding af skovens ressourcer og det, der defineres som naturens rettigheder. En række af disse skelsættende kampe bliver afgjort af domstole, og i filmen møder vi nogle af de mennesker, som har bragt sagerne for retten. Heriblandt Kichwa-folket fra Sarakuya, som har vundet en sag baseret på deres kosmologiske overbevisninger, hvor skoven betragtes som levende.

Megara, Saki Maniatis & Yorgos Tsemberopoulos (1973/1974)
35 mm overført til video, 69 min.

Året er 1973. En landsby kæmper mod staten, som med finansiel støtte fra en privat investor vil konfiskere og rydde jorden. I første omgang udløses landsbybefolkningens vrede af ødelæggelsen af en gammel olivenhave, inden bøndernes protester eskalerer og bliver til de første store demonstrationer mod den militære junta. Instruktørerne bag Megara – Maniatis og Tsemberopoulos – er først fascinerede af de voldsomme billeder af den ødelagte olivenhave, men senere går det op for dem, at Megara ikke bare er endnu et eksempel på fascismens grimme ansigt: Bøndernes protester og demonstrationer kan blive begyndelsen på en større revolution mod militærregimet. Filmen følger den gradvise udvikling, bøndernes samtaler og forståelse af, hvad der er på spil, og hvilken betydning deres modstand har.

Inhabitants, Artavazd Pelechian (1970)
35 mm overført til digital video, 9 min.

Dyr i panik er gennemgående i Inhabitants, som viser scener med enorme dyremigrationer, dyr på flugt. Den menneskelige tilstedeværelse antydes kun, men den er tilsyneladende årsagen til dyrenes frygt. På mange måder er filmen en hyldest til dyrenes verden. En hyldest, som nærmer sig formel abstraktion med flokke af sølvfarvede fugle, som nærmest pulveriserer lyset. De er jordens beboere. Instruktør Pelechian siger om filmen: “It's hard to give a verbal synopsis of these films. Such films exist only on the screen, you have to see them”.

Total spilletid: 150 min.

06.02–09.02.2020

(Tidligere visninger: 04.06.–16.06.2019)

Storm Children: Book One, Lav Diaz (2014)
143 min.

I 2013 blev Filippinerne hærget af en storm, der betragtes som den mest voldsomme nogensinde: Tyfonen Haiyan. Lav Diaz’ dokumentar er optaget i kølvandet på stormen og sammensat af sekvenser af børn, som leger – eller blot overlever – i de murbrokker, som stormen har efterladt. Det er uklart, om børnene er alene, eller om nogen tager sig af dem. I en nærmest apokalyptisk verden, hvor det regner uafbrudt, er samfundet interimistisk og præget af afsavn og forarmelse. Den konstante regn gør vand til en allestedsnærværende faktor i filmen; der er vand i både forgrunden og baggrunden, i himlen og på landjorden. Jorden bliver til vand. Lav Diaz siger: ”Resilience. We are the storm people. The storm could be the Filipino’s original Anito (God); we had so many gods before Christ and Allah came to our endless shores. On average, the Philippines are now battered by 28 storms every year, but that doesn’t make us a storm-battered race. In fact, we’ve become this storm-loving people. The storm is very much a part of our reality. Double that average, the Filipino can still take it.”

Inhabitants, Artavazd Pelechian (1970)
35 mm. overført til digital video, 9 min.

Panikslagne dyr er gennemgående i Inhabitants, som viser scener med enorme dyremigrationer, dyr på flugt. Den menneskelige tilstedeværelse antydes kun, men den er tilsyneladende årsagen til dyrenes frygt. På mange måder er filmen en hyldest til dyrenes verden. En hyldest, som nærmer sig formel abstraktion med flokke af sølvfarvede fugle, som pulveriserer lyset. De er jordens beboere. Instruktøren Pelechian siger om filmen: “It's hard to give a verbal synopsis of these films. Such films exist only on the screen, you have to see them.”

Total spilletid: 152 min.

11.02.–15.02.2020

(Tidligere visninger: 18.06.–30.06.2019)

Song for Earth and Folk, Cauleen Smith, lyd af The Eternals (2013)
16mm & Super 8 overført til digital video, 10:40 min.

Song for Earth and Folk består af filmoptagelser fra Chicago Film Archives og er struktureret som en blues-sang med et live-improviseret electro-organic soundtrack af Chicago-bandet The Eternals. Cauleen Smith beskriver selv filmen: “A lament – a blues song about a woman who has been done wrong – seemed a wholly appropriate way to explore this fated relationship between Earth and Folk. Late-stage capitalism depends on destroying everything, so that profits can be extorted out of the process of repair and restoration (wars in Afghanistan, Syria, DRC, Liberia). As we speak, the planet responds. She’s gearing up for hurricane season; She’s got two volcanoes on full blast. She refuses to drop water on the west coast of North America, She is raising water table levels, sinking grand old cities, and tiny little islands. Our spaceship is doing what She must. I wish we humans would do the same.”

Unearthing Disaster I, Angela Anderson & Angela Melitopoulos (2013)
HD-video, 36 min.

I 2013 begyndte Angela Anderson og Angela Melitopoulos at dokumentere de miljømæssige, sociale og psykologiske konsekvenser, som etableringen af en enorm åben guldmine af det canadiske minedriftsselskab Eldorado Gold har for regionen Halkidiki i det nordøstlige Grækenland. Unearthing Disaster I følger lokale aktivister på en rejse gennem deres engang så velkendte landskab, som i løbet af få dage blev totalt transformeret. Rejsen viser omfanget af den forestående katastrofe: millioner af fældede træer og forurening af grundvandet. En social bevægelse, som modsætter sig ødelæggelserne af det ældgamle landskab, bliver på voldelig vis undertrykt af både politi og private sikkerhedsfirmaer. De naturlige, kulturelle og sociale ødelæggelser, som filmen indfanger, foregår på et tidspunkt, hvor Grækenland er tvunget til at indføre vidtrækkende økonomiske stramninger som følge af landets gældskrise.

Serpent Rain, Arjuna Neuman & Denise Ferreira da Silva (2016)
Digital video, 27 min.

Et olieraffinaderi, et frossent vandfald, en skov, et Turner-maleri, et slaveskib, og en undervands tangjungle – det er nogle af billederne som instruktør Arjuna Neumann og filosof Denise Ferreira da Silva sammenstiller i deres videoessay Serpent Rain. Gennem en fragmenteret montage af scenarier forsøger Neumann og da Silva at repræsentere en ikke-lineær tidsforståelse og at genoverveje forbindelsen mellem hukommelse og tid. Videoen krydser fire farvande: Middelhavet, Stillehavet, Atlanterhavet og Det Indiske Ocean, hvor vi følger fordrivelser af mennesker alt imens skyer, ideer og jorden også bevæger sig; det samme gør materien på kvanteniveau fra en tilstand til en anden. Når man betragter verden i et planetarisk perspektiv som en samlet masse, så er mennesket og det ikke-menneskelige en del af hinanden – forbundet gennem livskilden vand i stadig bevægelse.

What is Deep Sea Mining? Episode 1: Tools for Ocean Literacy (2018), Pedro Neves Marques & Mariana Silva med Margarida Mendes.
Digital video, 6:44 min.

What is Deep Sea Mining? er en webserie i fem dele om dybhavsminedrift, et nyt uopdyrket område for ressourceudvinding på bunden af havet. Den første episode er struktureret omkring et enkelt skud langs en lodret akse. Ved hjælp af de teknologier, som har bidraget til vores (meget sparsomme) viden om dybhavet, viser den første episode hvad der står på spil i denne nye form for ressourceudvinding. Mineselskaber udlejer allerede områder i nationale og internationale farvande, men det videnskabelige samfund kender endnu ikke de potentielle konsekvenser, som minedriften påfører de berørte økosystemer, og lokalsamfundene bliver ikke hørt. Når alt kommer til alt, så ved vi mindre om havets dybder end om universet hindsides vores blå planet.

¿Has Visto?, Colectivo Los Ingrávidos (2017)
16 mm overført til HD-video, 9:46 min.

Hvert år den 10. maj finder de Mexicanske Mødres March sted i en lang række mexicanske byer, hvor mødre protesterer over, at tusindvis af mennesker hvert år forsvinder sporløst i Mexico. Colectivo Los Ingrávidos’ film ¿Has Visto? [Har du set?] består af optagelser fra disse protester. Filmen tager udgangspunkt i mødrenes perspektiv og er en del af en trilogi, som beskæftiger sig med kønsbestemt vold mod kvinder i Mexico. Ligesom de øvrige film i trilogien er ¿Has Visto? lavet af forældet råfilm, som
er årsagen til optagelsernes karakteristiske lyserøde tone, udvaskede farver og antikverede udtryk. Gennem filmkvaliteten peger Colectivo Los Ingrávidos på, at protesterne – og ikke mindst deres årsag – burde høre fortiden til. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Inhabitants, Artavazd Pelechian (1970)
35 mm. overført til digital video, 9 min.

Panikslagne dyr er gennemgående i Inhabitants, som viser scener med enorme dyremigrationer, dyr på flugt. Den menneskelige tilstedeværelse antydes kun, men den er tilsyneladende årsagen til dyrenes frygt. På mange måder er filmen en hyldest til dyrenes verden. En hyldest, som nærmer sig formel abstraktion med flokke af sølvfarvede fugle, som pulveriserer lyset. De er jordens beboere. Instruktøren Pelechian siger om filmen: “It's hard to give a verbal synopsis of these films. Such films exist only on the screen, you have to see them.”

Total spilletid: 100 min.

16.02.–20.02.2020

(Tidligere visninger: 02.07.–14.07.19)

Coyolxauhqui, Colectivo Los Ingrávidos (2017)
16mm overført til HD-video, 9:46 min.

Slørede snapshots af farverige kaktusser og store vidder følger den hektiske rytme af et improviseret perkussion-lydspor i filmen Coyolxauhqui af det mexicanske kollektiv Colectivo Los Ingrávidos. Halvvejs gennem filmen zoomer kameraet ind på den opstigende måne, mens spøgelsesagtige kvindestemmer genkalder det voldelige mord på den aztekiske månegudinde, Coyolxauhqui, begået af hendes egen bror, Huitzilopochtli. Filmens sidste minutter refererer direkte til nutidens kønsbaserede mord på kvinder i Mexico gennem billeder af sandaler spredt på jorden, hygiejnebind på tørre grene, trusser mellem sten og bh’er, der hænger på buske. Coyolxauhqui undersøger forbindelsen mellem mexicanske kvindemord og større kulturelle bevægelser, og den er del af en filmtrilogi, som yder modstand mod politiske forhold.

The Forgotten Space, Allan Sekula & Noël Burch (2010)
112 min.

I The Forgotten Space følger vi fragten ombord på containerskibe, pramme, tog og lastbiler. Vi lytter til arbejdere, ingeniører, planlæggere, politikere og dem, der marginaliseres af det globale transportsystem. Vi besøger fordrevne landmænd og landsbyboere i Holland og Belgien, underbetalte lastbilchauffører i Los Angeles, søfarende ombord på gigantiske containerskibe, der sejler mellem Asien og Europa, og fabriksarbejdere i Kina, hvis lave løn er den skrøbelige og afgørende brik i hele puslespillet. The Forgotten Space er en essayistisk og visuel dokumentar om en af de vigtigste processer, der påvirker os i dag, eller som Sekula skriver, “The subject of the film is globalization and the sea, the ‘forgotten space’ of our modernity.”

Inhabitants, Artavazd Pelechian (1970)
35 mm. overført til digital video, 9 min.

Panikslagne dyr er gennemgående i Inhabitants, som viser scener af enorme dyremigrationer, dyr på flugt. Den menneskelige tilstedeværelse antydes kun, men den er tilsyneladende årsagen til dyrenes frygt. På mange måder er filmen en hyldest til dyrenes verden. En hyldest, som nærmer sig formel abstraktion med flokke af sølvfarvede fugle, som pulveriserer lyset. De er jordens beboere. Instruktøren Pelechian siger om filmen: “It's hard to give a verbal synopsis of these films. Such films exist only on the screen, you have to see them.”

Total spilletid: 135 min.

21.02.–26.02.2020

(Tidligere visninger: 16.07.–28.07.19)

Lu Tempu di li pisci spata, Vittorio De Seta (1954)
35 mm overført til DVD, 11 min.

Sværdfiskesæsonen (Lu Tempu di li pisci spata) har i umindelige tider fundet sted mellem juni og august, når sværdfisken jages i Messina-bugten på Sicilien. De Seta skildrer sicilianske fiskeres arbejde, mens de venter, ror, kalder, jager og synger i en dramatisk dans med fisken. Filmen indfanger ritualer og bevægelser, som generationer på tværs af århundreder har udført kollektivt til rytmen af stemmer og besværgelser. Utrætteligt indfangede De Seta arbejde, som var et billede på menneskers forhold til det naturlige miljø i en verden, der hastigt forsvinder i takt med globaliseringen af forbrugskulturen.

Leviathan, Lucien Castaign Taylor and Verena Paravel (2012)
HD, 87 min.

Leviathan er filmet med håndholdte kameraer fastgjort på filmfolk, skibsbesætning og infrastruktur ombord på en bundfisk-trawler, der sejler langs New Bedford-kysten i USA, landets største knudepunkt for fiskeri. Søfolk, fisk, fugle og bølger, men også kabler og metalkonstruktioner, indgår i en vedvarende kamp mellem liv og død, ressourcer og forbrug, individualitet og kollektivitet. Filmen er hinsides verbalt sprog; der er ingen dialog, blot anonyme og sporadiske råb omgivet af havets konstante brølen og fartøjets motorstøj. Leviathan er en mørk og majestætisk film, som på en rå og foruroligende måde skildrer den moderne industrifiskeri.

Pfui – Pish, Pshaw / Prr, Saskia Olde Wolbers (2017)
HD, 20 min.

Pfui - Pish, Pshaw / Prr er baseret på interviews med Hr. Theodosis, en mangeårig medarbejder ved det græske oliespildshåndteringsfirma Polyeco / EPE. Hr. Theodosis har i de seneste 10 år været stationeret ud for kysten af den græske ø Santorini, hvor krydstogtskibet Sea Diamond ligger nedsunket. Han er skibets samvittighedsfulde værge, som holder opsyn med det langsomme udslip af benzin og olie for at beskytte det omgivende farvand og havliv. Filmen er sammensat af Mr. Theodosis’ videooptagelser og animationer af krydstogtskibsinteriør, magnetiske muslinger og molekylære strukturer dækket af changerende og dryppende farver. Pfui - Pish, Pshaw / Prr er baseret på et fiktivt manuskript og fortalt fra Hr. Theodosis synspunkt. Den kombinerer hans kærlighed til skibsvrag og hverdagens trivielle rengøringsopgaver med spekulationer om materie og ånd og ældgamle havrensningsritualer.

Inhabitants, Artavazd Pelechian (1970)
35 mm. overført til digital video, 9 min.

Panikslagne dyr er gennemgående i Inhabitants, som viser scener af enorme dyremigrationer, dyr på flugt. Den menneskelige tilstedeværelse antydes kun, men den er tilsyneladende årsagen til dyrenes frygt. På mange måder er filmen en hyldest til dyrenes verden. En hyldest, som nærmer sig formel abstraktion med flokke af sølvfarvede fugle, som pulveriserer lyset. De er jordens beboere. Instruktøren Pelechian siger om filmen: “It's hard to give a verbal synopsis of these films. Such films exist only on the screen, you have to see them.”

Total spilletid: 125 min.

27.02.–01.03.2020

(Tidligere visninger: 30.07.–11.08.19)

A Film, Reclaimed, Ana Vaz og Tristan Bera (2015)
HD video, 19 min.

A Film, Reclaimed er resultatet af et forskningsbaseret projekt om det antropocæne og klimakrisen, som blandt andet involverede den franske filosof Bruno Latour. Projektet udfoldede sig som et ”debatteater” – et symposium, som formmæssigt simulerede klimasamtalerne i Paris forud for COP21 i 2015. Den tekstbaserede film er en samling af citater fra deltagernes samtaler og refleksioner under de tværfaglige møder, hvor kunstnere, filosoffer, politikere, advokater m.fl. deltog. Filmens bagvedliggende idé er, at filmmediet og accelerationen af den moderne tilstand – nu kendt som det antropocæne ¬¬– har udviklet sig parallelt og deler en fælles historie.

Wild Relatives, Jumana Manna (2018)
HD video, 66 min.

Dybt under den arktiske permafrost findes frøbanken Svalbard Global Seed Vault, hvor frøtyper fra hele verden opbevares med henblik på at kunne genetablere det eksisterende planteliv i tilfælde af katastrofer. På grund af den syriske borgerkrig blev et internationalt landbrugsforskningscenter i 2012 tvunget til at flytte fra Aleppo i Syrien til Libanon og her påbegynde den besværlige proces med at genplante deres frøsamling fra Svalbard-frøbanken. Wild Relatives følger denne frøtransaktion mellem Svalbard og Libanon gennem en række møder, der udfolder forbindelsen mellem menneskelige og ikke-menneskelige forhold på tværs af to fjerne virkeligheder på planeten. I et meditativt og intimt forløb udfolder filmen relationerne mellem statslige, individuelle, industrielle og organiske metoder til frøbevarelse, klimaforandringer og biodiversitet gennem frøenes rejse.

Seasons of the Year, Artavazd Pelechian (1975)
35 mm. overført til digital video, 29 min.

I Artavazd Pelechians Seasons of the Year kæmper hyrderne i det armenske højland sig gennem årets skiftende årstider. Deres arbejde er skildret i skiftende billeder, som gradvist udvikler sig til en dynamisk, semiabstrakt rytme. I modsætning til Pelechians øvrige film benytter Seasons of the Year ikke noget arkivmateriale. I stedet er optagelserne af det isolerede landbrugssamfund strukket ud, klippet op og forvrænget til musik af Vivaldis violinkoncerter De Fire Årstider. Pelechian, som normalt afstår fra at beskrive sit arbejde, har modstræbende udtalt: “This film is about everything, not only about the seasons of the year or people, it is about everything.”

Inhabitants, Artavazd Pelechian (1970)
35 mm. overført til digital video, 9 min.

Arkivoptagelser af panikslagne dyr er gennemgående i Inhabitants, som viser scener af enorme dyremigrationer, dyr på flugt. Den menneskelige tilstedeværelse antydes kun, men den er tilsyneladende årsagen til dyrenes frygt. På mange måder er filmen en hyldest til dyrenes verden. En hyldest, som nærmer sig formel abstraktion med flokke af sølvfarvede fugle, som pulveriserer lyset. De er jordens beboere. Instruktøren Pelechian siger om filmen: “It's hard to give a verbal synopsis of these films. Such films exist only on the screen, you have to see them.”

Total spilletid: 122 min.

En tidligere version af filmprojektet fandt sted i haven ved The Agricultural University i Athen i form af udendørsbiografen Cinema Zagara i 2018. Projektet var kommissioneret af Locus Athens for Geometries og produceret i samarbejde med AREA (Architecture Research Athens). Biografen var vært for filmprogrammet Ecodrome, organiseret i samarbejde med Filipa Ramos. Filmprogrammet er blevet udvidet til Kunsthal Aarhus.