Theodora AllenSaturnine
–
–
I juli 1610 tilbragte Galileo en fugtig sommeraften i Padua med at betragte himlen gennem sit primitive teleskop. Her opdagede han ringene omkring Saturn, der dengang var den fjerneste planet, man kendte til. Galileo havde fæstnet sit blik på Saturn, og planeten kom langsomt til syne. I den græske og romerske antik og senere også blandt middelalderens lærde var fire af planeterne sat i forbindelse med de fire elementer og tilhørende temperamenter, der var styret af fire legemsvæsker. Jupiter trak i blodet og fremmede en sangvinsk natur; Mars stod for aggression; månen skabte apati. Det fjerde og sidste af disse såkaldte humoraltemperamenter var styret af sort galde og den ringede Saturn, der stod for melankoli. Deraf titlen ’Saturnine’ – et ord, der beskriver en tilstand af alvorsfuld tristhed. At se på Saturn er at se sorgen i øjnene.
Kunsthal Aarhus præsenterer Saturnine, den første institutionelle soloudstilling af den Los Angeles-baserede samtidskunstner Theodora Allen. Udstillingen dykker ned i kunstnerens brug af symboler og indgår dermed i et samspil med hele den lange historie, der omgærder Saturn, et himmellegeme, man længe har ment var årsagen til et melankolsk gemyt – lige fra antikkens myter og middelalderens fortællinger op til vor tid. Til tider fremstår Saturn som sig selv, en enorm kugle omgivet af ringe, mens den til andre tider dukker op som en følelsesmæssig påvirkning. Dermed træder planeten ind blandt Allens mange tilbagevendende motiver, der alle har at gøre med såvel kultur som følelser.
Sammen med Saturn optræder en række andre markører såsom slanger, skovbrande, møl, timeglas og hallucinogene planter; et samlet sprog, der skal ses snarere end udsiges. Inden for den emblematiske og symbolske tradition – en form, der befinder sig i krydsfeltet mellem billedkunst og litteratur, og som i lige stor grad tager livtag med både billede og tekst – træder Allens kompositioner frem som forslag til umuligheder. Som begreber fører de beskueren andre steder hen: til andre tider og andre fortællinger. Malerierne er gennemsyret af mytisk og ikonografisk indhold, som en genklang af den tidlige, visionære symbolismes digtere, malere og grafiske kunst og denne æstetiks genopblussen som en del af tidsånden i 1970’ernes Californien. Et udtryk, der beskæftiger sig med cykliske, vedvarende temaer om mennesket versus naturen; temaer, der stadig gør sig gældende i dag.
I The Cosmic Garden I (2016) ses den faldne Saturn indrammet af et buet vindue, et klassisk kompositorisk element, der veksler mellem maleriets forgrund og baggrund. Planeten ser ud til at dykke stadig dybere ned i landskabet – malet i nuancer af indigoblå, lapis lazuli, smaragdgrøn, guld og grå og omgivet af fint afbildede vilde blomster. Billedet af en planet, der er tæt nok på til at man kan røre ved den, peger på taktiliteten som tema. Hvis man nu lod sine fingrene køre langs dens ringe, ville de så være skarpe som kanten af en cirkelrund klinge eller så bløde som sandkorn, der spredes ved den mindste berøring og derefter samles igen af en form for tyngdekraft? Maleriet synes nærmet at lyse; de forskellige billedelementer kommer langsomt til syne, som når éns øjne tilpasser sig nattehimlen, når man er langt væk fra byens lysforurening.
Kunstnerens æteriske billeder bliver skabt i en proces, der både handler om at fjerne og genskabe: maling tørres fri af en tæt dækket farveflade for at afsløre den hvide grund bag pigmenterne, og der tilføjes nye, tynde og gennemsigtige lag, der gradvist forurenes ved at tilføje mere farve, flere toner, større uigennemsigtighed – og ved samtidig at gå tilbage til malegrunden. Dette paradoks – at skabe et billede ved hele tiden af trække noget fra og ændre noget andet – ligger helt inde i kernen af den æstetiske virkning, som Allens omhyggeligt fremstillede billeder skaber. En strategi, der handler om at ’dæmpe’ den lyskilde, der knytter tilstedeværelse og fravær sammen.
Blandt de hallucinogene planter, der optræder i to værker fra Allens Shields-serie, finder vi opiumvalmuen og galnebær, også kendt som belladonna. De mørke galnebær, hvis giftige saft i sin tid blev brugt til at udvide kvinders pupiller under den italienske renæssance (det blev gjort for skønhedens skyld; de fleste blev blinde) og det dybsorte centrum i opiumvalmuen (der har været årsag til adskillige narkotikakrige) er begge reduceret til den samme lysende blå tone. Malerierne bringer mindelser om trykkeriernes grundfarver eller et filmnegativ; de svæver et sted mellem en blød, sølvfarvet gengivelse af måneskin og de skygger, man så i det tidlige fotografis negativer. De gør brug af en form for afbildning, der enten er for detaljeret eller for beskåret til helt at høre til i nogen af kategorierne. I begge billeder præsenteres de euforiserende planter – der både kan helbrede eller slå ihjel, være helgen og synder – som en form for beskyttere. For den melankolske, en tilstand, mange har kaldt ’kunstnerens forbandelse’, gav det beskyttelse mod at måtte ty til galskab eller besættelse for at opnå en tilstand af opflammet kunstnerisk geni. Modgiften var giften, en behandlingsform, hvor ondt skal med ondt fordrives.
Møllet flyver tættere på flammen.
I værket From the Watchtower (Double Moth No. 5) (2020) er to sæt vinger fra møl sat ind i en kvadrant, hvis grå felt indrammer et rudeformet felt i midten af lærredet. Inden for dette geometriske koøje ses en fuldmåne – vist med lav kontrast, sådan som den kunne tage sig ud op imod den lyse daghimmel – der her kommer til at ligne en ædelsten, skinnende og glitrende op mod en ramme, der synes at være stanset ud i metal. Maleriet, der er placeret bagerst i udstillingsrummet, slutter sig til Allens seneste værker i Life Thread-serien, der er skabt specielt til denne udstilling. Her optræder store metalskruer, der står centreret i billedplanet som både figurative elementer og arkitektoniske understøtninger. De fungerer dels som en barriere, dels som form for passage. Skruerne tårner sig op som søjler, og deres spiralformede fremtoning indrammes af enten pigæble (datura) eller pragsnerle (af sorten ’Heavenly Blue’), blegblomstrede klatreplanter, der snor sig for at finde frem til lyset. Om serien Shields og planternes betydning i folketroen, historien og nutiden har kunstneren skrevet: ’I den gamle verden var de medicin, sakramenter og gift; i den nye verden er de blevet til opkvikkende og beroligende midler, til narkotika’. De potentielt dødbringende planter, der engang blev brugt som afrodisiakum eller som alternativer til LSD, erstatter rustningens og beskyttelsens symbolik med en ny dialektik – død eller kærlighed i lige mål.
Allens værker kredser om repræsentationer af melankoli i den visuelle kultur på samme vis som Saturns ringe er i kredsløb om planteten. Som enkeltbilleder formidler hendes malerier vores hyperrelevante samtid ved at trække på fortidens forældede repræsentationsformer. Allens brug af emblemer og symboler omskaber myte til historie, og samtidig afspejler de et fin de siècle inspireret ønske om at ’lade fortiden komme os i møde’ – en måde at føre visse værdier ind i fremtiden på. I det 21. århundrede kunne man sammenligne det med en analogi fra det sydlige Californien, hvor man pludselig kan stå overfor hurtigt at skulle vælge blot et par ting fra sit hus, fordi en løbsk skovbrand nærmer sig.
Hvad vil du redde, hvad vil du tage med dig?
I forbindelse med udstillingen udgives et tilhørende katalog, Theodora Allen: Saturnine. Bogen, der udgivet af Motto Books, rummer en blanding af fiktion og essays.
Tekst af kurator Stephanie Cristello
Støttet af
