Sven Augustijnen
Maps of the Middle East (1942 - 1969)

Sven Augustijnens (BE, 1970) udstilling Maps of the Middle East (1942-1969) består af 71 fotografier af kort udgivet i det amerikanske tidsskrift Time Magazine i perioden 1943 til 1969. Geopolitiske, religiøse og arkæologiske kort, men især også kort over krigszoner optræder i en lang linje i kunsthallens Galleri 2 og 3. Udstillingstitlen i sig selv, Maps of the Middle East (1942-1969), peger på, hvordan vestens forhold til og syn på Mellemøsten har udviklet sig igennem det 20. århundrede. Med udstillingen præsenterer Augustijnen, hvordan den globale politiske magt og dens fokus har udviklet sig og endvidere måderne, hvorpå nye nationer er blevet født og har opnået selvstændighed.

Time Magazine er udkommet ugentligt siden 1923. Magasinet er kendt for sine rødkantede forsider og journalistiske stil, der er personlig og fortællende. Ved at tage afsæt i kort fra Time Magazine, påpeger Augustijnen, at journalistikken på mange måder er blevet en moderne form for historieskrivning. En historieskrivning, der ikke udelukkende er baseret på fakta, men i lige så høj grad skal læses som udtryk for personlige fortællinger og politiske holdninger. Kartografien, eller det at tegne et kort, er et forsøg på at kortlægge og opmåle verden ud fra logiske ræsonnementer. Som ny teknologi udvikles og politiske beslutninger ændrer landegrænser, bliver ældre kort erstattet af nye, overskrevet som palimpsester.

Sven Augustijnen arbejder imod palimpsesttilgangen, der i middelalderen blev brugt til at ændre og overskrive tekster på pergamentpapir. Han overskriver ikke den historie, vi kender. Han arbejder med at nuancere og vise dens oprindelse. I Maps of the Middle East (1942-1969) bliver det tydeligt, at selvom vi tror, verden kan opmåles objektivt, så er kortet langt mere end et praktisk redskab, der viser landegrænser, bjergformationer og verdenshave. Kortet er et visuelt symbol på de diskurser og magtforhold, der ligger til grund for opmålingen af verden. Med sin fotografiske indfangelse af eksisterende dokumentation arbejder Augustijnen med at afsløre disse forhold og synliggøre kortenes kontekst. Som Augustijnen selv skriver: ”Når et imperium tegner kort over regionerne under dets indflydelse, tegner det samtidig et portræt af sig selv.” For Augustijnen er det at visualisere historieskrivningen en kunstnerisk metode til at se og huske historien, som den har udfoldet sig, og som den stadig udfolder sig. Linjerne og grænserne på kortene fra Time Magazine er stadig synlige den dag i dag i vores politiske systemer og verdensanskuelser.

Sven Augustijnens undersøgende kunstneriske arbejde og hans undersøgelser af historieskrivning gennemsyrer hans praksis. Det er undersøgelser af, hvordan historien skabes af fortællinger, der kan være usande, og af dokumenter, som kan være falske. Om sandheder, der kan manipuleres, fordrejes og underminimeres. Maps of the Middle East (1942-1969) er en forlængelse af Augustijnens undersøgende praksis og en dekonstruktion af historieskrivning som genre. Kortene bliver et symbol på verden, der gentager de samme fejl og afføder de samme menneskelige tragedier i en kontinuerlig jagt efter dominans og magt.

Maps of the Middle East (1942-1969) i Kunsthal Aarhus markerer den første soloudstilling med Sven Augustijnen i Danmark.

Støttet af

Sven Augustijnen, Maps of the Middle East (1942 - 1969). Courtesy the artist and Jan Mot, 2020. Copyright, Sven Augustijnen, 2020.
Sven Augustijnen, Maps of the Middle East (1942 - 1969). Courtesy the artist and Jan Mot, 2020. Copyright, Sven Augustijnen, 2020.
Sven Augustijnen, Maps of the Middle East (1942 - 1969). Courtesy the artist and Jan Mot, 2020. Copyright, Sven Augustijnen, 2020.
Sven Augustijnen, Maps of the Middle East (1942 - 1969). Courtesy the artist and Jan Mot, 2020. Copyright, Sven Augustijnen, 2020.