Den kryptiske engelske titel iwillmedievalfutureyou5 opløser tid, idet den både peger bagud og fremad på samme tid. 'I will' er en handling, der peger fremad, omtaler eller forudsiger noget, der kommer til at ske - for eksempel "I will kill you" (Jeg vil slå dig ihjel) eller "I will love you forever" (Jeg vil elske dig for altid).͚ 'Medieval' peger bagud og referer til tidsperioden middelalderenfra 1000 til 1450-tallet, og 'future' peger fremad til en ikke-defineret og eventuel uendelig fremtid. ’You’ betyder dig og referer altså til en person.
Sætningen iwillmedievalfutureyou5 kan læses som en form for vendetta, en hævn eller kærlighedserklæring (alt efter hvordan man betragter middelalderen og/eller fremtiden) mod en person, sted, samfund eller global tilstand. Tiden er en transformer, som både er tilbage- og fremadskuende.
Hvordan kan fremtiden forbindes med fortiden? Tidligere biskop og forfatter Jan Lindhardt skrev Frem mod middelalderen, som er en kulturhistorisk fremstilling af, hvordan TV og i de senere år internet, mobiltelefon og andre elektroniske medier på en måde har genskabt middelalderens fællesrum, hvor ingen kan skjule sig, i modsætning til skriftkulturens tid, der gav os alle et privat rum. Tiden ændrer sig konstant og hele tiden. Fremtiden er ofte 'fremtider', fordi den foregår på flere forskellige planer. Fremtidsforskeren Alvin Toffler, der skrev de klassiske bøger Future Shock og The Third Wave, beskriver fremtiden på følgende måde: "The future always comes too fast and in the wrong order."
I udstillingen iwillmedievalfutureyou5 deltager Korakrit Arunanondchai (Thailand), Jakob S. Boeskov (Danmark), Grégoire Chamayou (Frankrig), Cecile B. Evans (USA), Kim Heecheon (Korea), Louise Hervé & Chloé Maillet (Frankrig), Michel Houellebecq (Frankrig), Nadya Grishina (Rusland), Abu Bakarr Mansaray (Sierra Leone), Nathaniel Mellors (England), Rolf Nowotny (Danmark), Agnieszka Polska (Polen), Mika Rottenberg (Argentina), Mark von Schlegell (USA), Peter Wächtler (Tyskland), Roman V. Yampolskiy (Letland), Aphex Twin (Irland) og Nathalie Quintane (Frankrig).
Kunstnerne viser absurde og dystopiske fremstillinger af den tid, vi befinder os i, og gennem værkerne vil udstillingen forsøge at spejle det primitive i vores nutid og vores mulige fremtid. Værkerne skildrer rejser gennem tid og sted, både tilbage og frem. Udstillingen kan ses som en episk fremtidsfortælling, der både viser drømmene, fantasierne og ned- og sammensmeltning af disse.
Udstillingen er en serie og vil over de næste 100 år vises på 10 forskellige måder og indenfor forskellige rammer. Udstillingen vil morfe sig ind og ud af institutioner, ændre udtryk og besøge forskellige kunstneriske praksisser.
Den tilhørende publikation indeholder essays af Grégoire Chamayou, Michel Houellebecq, Nathalie Quintane, Mark von Schlegell og Roman V. Yampolskiy.
Støttet af Statens Kunstfond, Aarhus Kommune, Det Obelske Familiefond and Knud Højgaards Fond.