Hvert forår præsenterer Kunsthal Aarhus årets afgangsudstilling fra Det Jyske Kunstakademi. For besøgende er det en særlig mulighed for at opleve, hvad der rører sig på den spirende, professionelle kunstscene. I år er afgangsudstillingen præget af den verdensomspændende COVID-19-krise. Krisen har lukket landet, inklusiv dets uddannelsesinstitutioner, museer og kunsthaller. Også afgangsudstillingen er kraftigt påvirket af situationen og derfor gentænkt – det er ikke længere en traditionel udstilling i kunsthallens nedre gallerier, men derimod en udstilling, hvor værkerne kan opleves i vinduespartierne, og på ydermuren fra gårdspladsen i Kunsthal Aarhus.
Udstillingen har fået titlen 2020. En rammende titel til et år, som allerede er blevet langt mere end et årstal; 2020 er blevet en sindsstemning. Omskiftelighed og nye formater er blevet kendetegnende for udstillingen, ligesom det er blevet kendetegnende for foråret 2020.
De syv afgangsstuderende udstiller hver for sig i seks dage. Hver fredag fra 8. maj 2020 vil man derfor, hver uge i syv uger, kunne opleve en ny udstilling i kunsthallen. De syv udstillinger rummer alt fra malerier til videoværker til installationer.
Kunsthal Aarhus giver med udstillingen de dimitterede kunstnere professionel sparring og en institutionel platform, hvor vi viser deres værker. For mange af kunstnerne markerer det deres første møde med institutionens logik og struktur, samtidig med at de tilbyder et nyt blik på netop disse. Vi ser det som et særligt privilegium at få muligheden for at vise afgangsudstillingen og at samarbejde med de nye kunstnere, der er på vej videre i deres professionelle virke.
Udstillingen akkompagneres af to andre nye, unikke afgangstiltag: et særtillæg skabt af de dimitterede kunstnere i Århus Stiftstidende og muligheden for at overtage www.kunsthalaarhus.dk. Særtillægget indeholder en samtale mellem de studerende og debattør og radiovært Ayşe Dudu Tepe samt fantomtegninger af de studerendes værker. Forsiden på kunsthallens hjemmeside bliver hver uge overtaget af en af de syv dimittender med værker, der spiller sammen med de værker, man kan opleve i Kunsthal Aarhus.
Udstillingen er kurateret af Anna Weile Kjær.
Martin Kogi udgår af dette års afgangsudstilling.