Den uvidende lærer

11.09.2020–22.11.2020

Denne udstilling er baseret på bogen Den uvidende lærer – Fem lektioner i intellektuel emancipation skrevet af den franske filosof Jacques Rancière i 1987. Ligesom bogen er udstillingen inddelt i fem kapitler.

Kurator Mikkel Elming har inviteret fem kunstnere om på skift i to uger ad gangen at skabe kunstneriske reaktioner på bogens indhold. Kunstnerne er desuden blevet bedt om på en eller anden vis at inddrage samfundet i deres arbejde, hvilket de har grebet an på meget forskellig vis.
Bogen er et radikalt opgør med traditionelle undervisningsmetoder. I bogens ånd er udstillingen et kuratorisk eksperiment, der undersøger, hvordan man kan oversætte en bog til kunstudstilling og udforsker forholdene mellem kunst, institution og kunstoplevende.

I forbindelse med udstillingen har Kunsthal Aarhus genudgivet bogen Den uvidende lærer i samarbejde med forlaget Antipyrine. Bogen kan købes i Café Kunsthal og på Antipyrines hjemmeside.
Udstillingen ledsages af en podcast med samme titel, som du kan høre her på siden eller der, hvor du henter dine podcasts.

Den uvidende lærer er kurateret af Mikkel Elming.

Jette Gejl Kristensen med Birthe Steenbech Andersen, Lise Rendbæk, Steffen Holm, Stefi Pedersen, Elsebeth Lerche Olsen og Adam Mønster

Første kapitel i udstillingen blev orkestreret af Jette Gejl Kristensen. Hun tog udgangspunkt i nogle værktøjstavler, som hun har arvet fra sit barndomshjem Skovbjerggaard. På sine gamle dage havde Gejl Kristensens far Ove omdannet en lade på gården til et selvorganiseret landbrugsmuseum, hvori tavlerne indgik som udstilling. Hans formidling af redskaberne var utraditionel. Han fortalte om værktøjets historie ud fra menneskeligt perspektiv.

”Den svensknøgle har været ejet af ham fra den gård der, hvor laden brændte ned, og han var søn af…”

Historien om Skovbjerggaards Landbrugsmuseum er historien om en frigjort museologi, hvor historiefortællinger og menneskelige relationer fylder mere end forklaringer.

Farens museumsformidling inspirerede Gejl Kristensen til at arbejde med læringen af håndværk i relation til Joseph Jacotots frigjorte undervisningsmetode. Hun inviterede seks personer til at arbejde i udstillingen over to uger med forskellige håndværk, som hverken hun eller de har særligt kendskab til. Oves værktøjstavler hang på endevæggen i galleriet, som en påmindelse til deltagerne om at fastholde en frigjorte tilgang til deres materiale.

I løbet af det første kapitel i udstillingen kunne man følge med, når Stefi Pedersen arbejdede med ler, Elsebeth Lerche Olsen arbejdede med poesi og slagtøj, Birthe Steenbech Andersen arbejdede linoliumsnit og træsnit, Lise Rendbæk arbejdede med drivtømmer og rust, Steffen Holm arbejdede med collage, Adam Mønster malede med fødderne og Jette Gejl Kristensen selv arbejdede med knytning.

Se video med Jette Gejl Kristensen

Lisa Nyberg

I andet kapitel af udstillingen blev galleriet overtaget af et stort tekstil værk af Lisa Nyberg. Værket The Sling er tænkt som et undervisningslokale, der holdes oppe af sine deltagere. Det er en stort stykke stof holdt oppe et tovværk, som kan løsnes, så rummet falder til jorden.

The Sling er primært beregnet til at blive brugt til kritikklasser – en undervisningsform, som er væsentlig i kunstuddannelser. Her deler kunststuderende deres arbejde med hinanden og udsætter værkerne for dom. I kritikklassen lærer man at analysere og tale om kunst. Man lærer at forstå den gennem andres øjne og ører. Det er et anspændt og sårbart rum. Det er også en arena, hvor mange af kampene for definitionen af, hvad kunst er og kan være, udspiller sig; for retten til kunstnerisk frihed, for komplekst og nuanceret arbejde, for arbejde, der indebærer modstand, for eksperimentering og for fiasko.

I forbindelse med udstillingen inviterede Nyberg og Kunsthal Aarhus lokale kunstskoler og kunstnerfællesskaber til at anvende rummet til deres kritikklasser med udgangspunkt i Nybergs instruktioner på væggen. Instrukserne indebar blandt andet, at deltagerne skulle aftale rammerne for deres samvær i slyngen og give slip på tovene, hvis aftalen blev brudt.

Nyberg afholdte også en workshop for lokale kunstnere, som hun anvendte Rancières tankegods til at etbalere et fællesrum, hvor kunstnerne var hinandens uvidende lærere.

Se video med Lisa Nyberg

Olga Benedicte

I det tredje kapitel i udstillingen præsenterer Olga Benedicte installationen The Cymatic Orchestra eller Det kymatiske orkester.

Kymatik er det videnskabelige studie af forholdet mellem lyd, kropslighed og visualitet. Det handler om lydbølgers påvirkning af fysisk material som for eksempel måden en højtaler vibrerer og om de mønstre, som lyd kan skabe i væsker. Samtidig er kymatik et begreb, der beskriver terapiformer, som anvender lyd til at påvirke kroppen.

Det skulpturelle orkester består det af 12 sæbeskulpturer med indbyggede højtalere, der afspiller vibrationer genereret af menneskekroppe. Kompositionen veksler mellem flerstemmighed og monotoni og mellem en autentisk nerve af maskuline og feminine lydbølger. Ingen ord, bare lyden af stemmer. Ingen forklaring, bare oplevelse. Du kan høre et udsnit af kompositionen i slutningen af interviewet med Benedicte. Interviewet kan høres i afspilleren ovenfor eller der, hvor du henter dine podcasts (søg på “Den uvidende lærer”).

Benedictes arbejde er altid et resultat af hendes interesse for kropslighed. Til udstillingen her, var hun særligt inspireret af en bestemt passage:

“Jeg vil se, og jeg ser. Jeg vil lytte, og jeg hører. Jeg vil berøre, og min arm strækker sig ud og bevæger sig omkring på genstandenes overflade eller trænger ind i deres indre, min hånd åbner sig, udvikler sig, udvider sig, lukkes og knyttes, mine fingre spredes eller samles for at adlyde min vilje. I denne famlen kender jeg ikke andet end min vilje til at famle. Denne vilje er hverken min arm, min hånd, min hjerne eller min famlen. Denne vilje er mig selv, den er min sjæl, den er min styrke, og den er min evne. Jeg føler denne vilje, den er til stede for mig, den er mig selv. Hvad angår den måde, jeg bliver adlydt på, så føler jeg den ikke, jeg kender den kun gennem dens handlinger (…) Jeg betragter idedannelse som en famlen. Jeg har sanseindtryk, når det behager mig. Jeg befaler mine sanser at give mig sanseindtryk. Jeg har ideer, når jeg vil. Jeg befaler min hjerne at søge ideer, det vil sige at famle. Hånden og intelligensen er slaver, som hver har sine beføjelser. Mennesket er en vilje, der tjenes af en intelligens.”
Den uvidende lærer, side 90-91

Uddraget her er en modificering af en passage fra René Descartes’ Meditationer over den første filosofi. I denne passage forsøger Descartes groft sagt at overbevise sin læser om, at vores sanser er bedrageriske og ikke fortæller noget om genstandes virkelige natur. Dette er imidlertid ikke pointen for Rancière. Tværtimod argumenterer han for, at den famlen, som er beskrevet i citatet, er vejen til læring – til sandhed.

For Olga Benedicte var citatet særligt interessant, fordi det handler om jegets oplevelse af et stykke voks. Benedicte sporer nemlig sin egen interesse for non-verbal kommunikation til det faktum, at hun havde nedsat hørelse i de første år af sit liv, hvilket viste sig at skyldes netop voks i hendes øregange.

Se video med Olga Benedicte

Jakob Jakobsen med Center for Kunst og Mental Sundhed: Anna Rieder, Frejahassel Nanet Sommer, Simon Egeskov, Nina Bruun, Louise Fritzsche, Claus Poulsen og Birgit Bundesen.

Det fjerde kapitel i udstillingen blev indledt med en lille intervention i det hvide udstillingsrums arkitektur. Jakob Jakobsen hang farvede A4-ark op i galleriets loft og hjørne. Ophængningen er inspireret af en intervention, som Jakobsen foretog på sin hospitalsstue under en psykiatrisk indlæggelse.

Han begyndte med at hænge et rødt A4-ark op på sin dør for at minde sig selv om at lave balanceøvelser hver dag. Papiret blev en rolig parkeringsplads for hans blik. Med tiden hang han flere op, så blikket havde flere punkter at hvile på. En dag fortalte en sygeplejerske, at der undertiden er patienter, som er så dårlige, at de ikke er i stand tilat bede om hjælp:

“De får et rødt stykke karton. Hvis de føler de har brug for hjælp, så skal de tage det røde kort i hånden og gå op ad gangen med det, så forstår personalet, at den pågældende beder om hjælp. Indimellem kan det virke uoverstigeligt bare at bede om et glas vand. Hun sagde nok for sjov, at hun ikke synes, at der stod noget i min journal om, at jeg brugte farvede kort til at kommunikere med.” Jakob Jakobsen: Ophør oprør – Dagbog fra en indlæggelse, side 76.

Jakobs intervention blev en måde at kommunikere på. Det blev en måde at bryde med og indtage hospitalets arkitektur, og dermed gøre op med en indretning, som er skabt til den syge og døende krop.
I kapitel IV af Den uvidende lærer har Jakob overført eksperimentet til kunstinstitutionen, hvis arkitektur på samme måde som hospitalet bærer en særlig ideologi med sig. Med sin intervention er det hensigten, at han vil ‘deinstitutionalisere’ rummet og skabe trygge omgivelser, så det kan fungere som ramme for en skriveworkshop med psykiatribrugere fra det omtalte Center for Kunst og Mental Sundhed.

Centeret arbejder i krydsfeltet mellem psykiatri, kunst-, human- og neurovidenskab gennem samarbejder mellem forskere, kunstnere og psykiatribrugere.
I forbindelse med udstillingen udgiver Jakob Jakobsen bogen Ophør, oprør, dagbog fra en indlæggelse, som kan købes i Cafe Kunsthal og på Antipyrines hjemmeside.

Se video med Jakob Jakobsen

Femte og sidste kapitel i udstillingen blev orkestreret af Louis André Haugaard Jørgensen. Kapitlet bestod af tre dele, som på forskellig vis beskæftigede sig med oversættelse, sprog og bias i forbindelse med køn og identitet: et performanceværk med fem monologer på fem forskellige sprog, en bog som sammenstiller disse monologer og en serie af fem akvareller, som er portrætter af fem forskellige sten.

Performanceværket og bogen har titlen Soy Milk tager udgangspunkt i en tekst skrevet af Haugaard Jørgensen, hvor et jeg fortæller om at være i sin lejlighed, lytte til naboen gennem væggen, snakke i telefon med sin far, læse mails og chatte med en ven, der bor på den anden siden af Atlanten.

Monologen er blevet oversat: fra dansk til norsk til svensk til engelsk til tysk og tilbage til dansk. Bogen indeholder disse fem oversættelser og i performanceværket fremføres de af fem performere.

Sproget flyder gennem flere kanaler, der kommunikeres og miskommunikeres, tolkes, genfortælles og antages. Samtidig har vær oversættelse sine formuleringer og særlige udtryksformer.

Hverken fortællerens eller naboens køn beskrives i teksten, og denne uklarhed oversættes forskelligt på de forskellige sprog og belyser derved hvordan det enkelte sprog giver bestemte rammer til at forstå og udtrykke køn, som findes hinsides det binære.

Haugaard Jørgensens interesse for personlige stedord ses også i de fem akvareller, som er portrætter af fundne sten med forskellige ord skrevet ved siden af. Ordene er netop personlige stedord taget fra bogen ”What’s your pronuon?”, som afdækker hvordan problematikken med kønsinkluderende stedord er blevet behandlet i det engelske sprog i århundreder.

Alle værkerne i femte kapitel beskæftiger således med oversættelse, sprog og bias i forbindelse med køn og identitet.

Se video med Louis André Haugaard Jørgensen

17-19
Offentlig evaluering med kunstnerne Jette Gejl Kristensen, Lisa Nyberg, Olga Benedicte, Jakob Jakobsen og Louis André Haugaard Jørgensen og kurator Mikkel Elming.