Kunsthal Aarhus præsenterer udstillingen Afgang 18 – SES med afgangsprojekter af de seks dimitterende kunstnere fra Det Jyske Kunstakademi i Aarhus.
Årgangen viser stor diversitet i tilgangen til samtidskunsten. Fælles for alle kunstnerne er viljen og modet til at præsentere værker, som skubber til vores sensibilitet og til forståelsesrammerne i en kompleks samtid.
Afgang 18 – SES undersøger, hvordan vores billedforståelse er i forandring, og hvordan man som kunstner kan nuancere måden, vi forstår visualitet og billeder på. De unge kunstnere udforsker vores historiske tradition, den billedteknologiske udvikling, og hvordan billeder kan opbygge andre former for fortællinger end gennem ord og tale.
Udstillingen præsenterer bl.a. værker, der bruger filmiske brudstykker til at genkalde forsvundne minder og erindringer og herved skaber nye fortællinger på tværs af vores forståelse. Andre af kunstnerne i udstillingen undersøger kroppen – et værk bruger kroppen som ankerpunkt for, hvordan man kan indlede nye meditative og bevidsthedsudvidende tilstande.
En serie værker tager udgangspunkt i en industriel grusgrav – en undersøgelse af, hvordan kunsten kan bidrage til, at vi som mennesker kan erfare vores planets geologiske tidsalder og øge vores sensibilitet i forhold til både materialer og omgivelser.
Kunstnere
Olga Benedicte, Holger Højbjerg, Regitze Engelsborg Karlsen, Sophia Ioannou Gjerding, Freja Niemann Lundrup og Noujan Roshani-Amirabadi
Kurator: Iben Bach Elmstrøm
EVENTS
I udstillingsperioden inviterer de dimitterende kunstnere til en række events, hvor de fortæller om deres praksis og værker, enten med hinanden, andre fagfæller eller med musikalske samarbejdspartnere.
Udstillingen er kurateret af Iben Bach Elmstrøm, selvstændig kurator og grundlægger af SixtyEight Art Institute, København. Elstrøm har arbejdet med research-baserede udstillinger i både Danmark og udlandet, blandt andet på Rundetaarn i København, The Waiting Room, Minneapolis, Zabludowitz Collection i London og senest på festivalen Heartland Temporary på Egeskov Slot.
Fernisering: 26. april kl. 16–19
”Alt i alt er årets afgangsudstilling et anbefalelsesværdigt zoomdyk fra det ydre kosmos, til menneskets inderste essens.”
Aarhus Stiftstidende, Christian Salling, 19.04.2018