Art Book Society er en sammensmeltning af bibliotek, læsesal, udstilling og bogcafé – et showroom, hvor udvalgte kunstnerbøger ligger fremme til gennemsyn og salg. Rent fysisk består Art Book Society af en kunstnerisk udstillingsscenografi/møbelinstallation med reoler og en blød stol, hvor man kan sidde og browse kunstnerbøger. Installationen er skabt af kunstner Jesper Rasmussen, og den er blevet integreret i Kunsthal Aarhus’ café- og butiksområde.
Som et led i Art Book Society vil der hver måned blive sat ekstra fokus på et udvalgt dansk forlag. Kunstnerbøgerne fra månedens forlag bliver vist på en særlig udstillingsvæg, hvor hver enkelt bog står frit og synligt fremme, så alle kan kigge i dem. Månedens forlag præsenteres på en plakatsøjle, der er integreret i møbelinstallation, hvor forlaget og publikationerne beskrives for publikum. Sidst på måneden er forlaget inviteret ind til at deltage i Kunsthal Aarhus’ nye bogklub, hvor publikum har mulighed for at dykke ned i en særligt udvalgt publikation fra forlaget.
I september måned er månedens forlag det lokalforankrede forlag *[asterisk], et forlag med ”en bred udgivelsesprofil, indenfor et ret smalt felt”.
Om forlaget *[asterisk]:
*[asterisk] udgiver kunstbaserede og -relaterede bogudgivelser. *[asterisk] har siden 2002 udgivet løsbladstidsskriftet * samt en lang række bogudgivelser bl.a. om sorte firkanter, frisørsaloner, katastrofer, det fonetiske alfabet, monumenter i forstæderne, 100000000000000 forskellige opskrifter på smørrebrød, marginalia i biblioteksbøger, opslagstavler, en bureaukratisk encyclopædi, transnational adoption, en brugsanvisning til Paris, verden uden ondskab, en pind på 15 cm. blandt mange andre interessante emner.