Museum for fremtiden: ‘At huske fremtider’, billedkunstner Helene Nymann i samtale med Anders Thrue Djurslev

Fri entré
Helene Nymann: 'Ode to Creode', 'Ode to Creode X' og 'Ode to Creode Y', 2022. Foto: Emilia Therese.
Helene Nymann: ‘Ode to Creode’, ‘Ode to Creode X’ og ‘Ode to Creode Y’, 2022. Foto: Emilia Therese.

Billedkunstner og kunstnerisk forsker ved Interacting Minds Centre (AU) og Kunsthal Aarhus Helene Nymann fortæller om sin kunstneriske praksis og sit installationsværk i Museum for fremtiden i samtale dramaturg, kurator og ph.d.-stipendiat Anders Thrue Djurslev.

To hvide skulpturer roterer langsomt i rummet. De ligner kromosomer eller dansende kroppe. Under dem kommer et tilsandet landskab, som faldende glaskugler har tegnet ruter igennem, til syne. Og så begynder en video at oplyse en af rummets vægge. Levende billeder af kroppe, teknologi og landskaber sættes sammen i konstellationer. Munde hvisker og synger, inden beskueren bliver bedt om at slutte sin stemme til deres.

Helene Nymanns installation i Museum for fremtiden består af videoværket Ode to Creode *og skulpturerne *Ode to Creode X *og *Ode to Creode Y. Værkerne bygger på Nymanns omfattende forskning i kropslig viden, hukommelse og husketeknikker, forankret i antropologisk og biologisk videnskab. Gennem en konstellation af teorien om epigenetik og aboriginske sanglinjer skabes en transformerende refleksion om gængse opfattelser af forholdet mellem arv og miljø, hukommelse og fantasi, fortid og fremtid.

Helene Nymanns Ode to Creode (2022) er et af de tre kunstværker, der præsenteres i Museum for fremtiden. I denne samtale med udstillingens kurator, dramaturg og ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet Anders Thrue Djurslev, fortæller Helene Nymann om sin kunstneriske forskning, om korrespondancerne mellem æstetiske og videnskabelige vidensformer, og hvordan det som billedkunstner er at opleve sit værk blive en del af en iscenesættelse, som det er tilfældet i den iscenesatte udstilling, Museum for fremtiden.

“At synge sammen, som publikum bliver instrueret til i mit rum i Museum for fremtiden, er en slags husketeknik […] Der er noget vildt smukt i den kollektive sang som en kortlægning af et landskab gennem kroppens og stemmens tilstedeværelse. Knytningen mellem land og melodi. Det er helt umiddelbart og tilgængeligt, noget vi kan gøre lige nu, sammen. Kan vi synge vores tid frem?” – Helene Nymann

Samtalen er en del af Kunsthal Aarhus dialogrække om fremtid i samtidskunsten, støttet af Statens Kunstfond.

Museum for fremtiden er en co-produktion mellem Kunsthal Aarhus, Sort/Hvid og Aarhus Teater, som åbner i Kunsthal Aarhus den 31. august – 24. september. Udstillingen opleves i mindre grupper hver dag med begyndelse kl. 15, 16, 17, 18 og 19. Oplevelsen varer en time. Billetter kan købes gennem Aarhus Teater på aarhusteater.dk.