Kunsthal Aarhus søger Administrationschef

Vi søger en administrationschef, der kan sikre økonomisk bæredygtighed. Vi har potentialet og de kunstfaglige ambitioner, men mangler dig, der kan skabe økonomisk stabilitet, en stærk infrastruktur og forretningsudvikling til at udnytte det fuldt ud.

Kunsthal Aarhus er et nonprofit udstillingssted beliggende centralt i Aarhus. Vi præsenterer samtidskunst, der engagerer, udfordrer og inspirerer. Vi skaber udstillinger og events, huser en profileret butik og en hyggelig café. Kunsthal Aarhus er en uformel kunst-oase midt i byen, hvor vi dyrker fællesskabet omkring kulturoplevelser og har gratis adgang til både unikke udstillinger og skulpturpark.

Driftsøkonomien i Kunsthal Aarhus baserer sig på 4-årig driftsstøtte fra Aarhus Kommune. Derudover finansieres udstillings- og eventproduktion gennem offentlige og private fonde. Der er således tale om en dynamisk økonomi, som vi gerne ser, du har erfaring med at styre og styrke.

Som administrationschef får du det overordnede ansvar for Kunsthallens drifts- og projektøkonomi, kommercielle aktiviteter, HR og administration. Du referer til bestyrelsen og arbejder side om side med den kunstneriske chef i en delt ledelsesmodel.

Sammen har I ansvaret for at udvikle og styrke et sundt, ligeværdigt og tillidsfuldt arbejdsmiljø for 7 engagerede fastansatte og 5 timelønnede kunsthalsværter. Det kræver gensidig respekt, klar opgavefordeling og ægte samarbejdsvilje. De ansatte refererer fagligt til både dig og den kunstneriske chef afhængigt af den konkrete opgavevaretagelse, men du har formelt ansvaret for personaleledelsen.

Hvis det er dig – eller én du kender – så se jobopslaget her.

Ansøgningsfrist: 11. januar 2026

Første samtale afholdes den 16. januar 2026. Anden samtale afholdes den 23. januar 2026. Der vil være færdigheds- og personlighedstest mellem første og anden samtale og en tilbagemeldingssamtale med HR-konsulent.