Performancelitterature #5: Peter Laugesen

Performance
Book Launch
Free entry
Language: Danish

Oplæsningsrækken PERFORMANCELITTERATUR præsenterer en række forfattere, der på forskellig vis har arbejdet med eller interesseret sig for tekstoplæsningen. Til det femte arrangement præsenteres digteren Peter Laugesen.

Peter Laugesen (f. 1942) debuterede som digter med de to selvproducerede hæfter LANDSKAB og SKRIFT i henholdsvis 1967 og 1968. Han har siden udgivet over 50 værker, senest digtsamlingstrilogien AFTENBLADEfra 2019, VADEHAVE fra 2020 og STEDER PÅ VEJEN fra 2021.

Peters digtning er præcis og henkastet. Digtene befinder sig ofte det sted, hvor omgivelserne møder og betinger sansning, erindring, metode og proces.

Digtet hos Peter er optaget af, hvad der kan siges med poesien, og hvordan det kan gøres umiddelbart. Det er præget af en rebelsk udtryksfrihed og en rummelig opmærksomhed overfor landskabet og dets beboere, traditionen og avantgarden, det rytmiske og håndværket, foderbrætsfuglene, litteraturen, kunsten og musikken m.m.

Med inspiration fra bl.a. beat-forfatterne og en interesse for den amerikanske tradition for jazz and poetry har Peter optrådt og udgivet albums med bl.a. Christian Vuust, John Tchicai, Mindspray og Singvogel. Foruden sit eget forfatterskab har han oversat en lang række forfattere og digtere til dansk, herunder Gertrude Stein, Sylvia Plath, Charles Olson, Gunnar Björling, Hugo Ball og Pierre Reverdy m.fl.

Oplæsningsarrangementet er som tidligere arrangementer gratis.

Link til arrangement: https://www.facebook.com/events/327075382705074


Oplæsningsarrangementerne er en del af projektet Performancelitteraturen: Scene og arkiv.
Projektet udføres af foreningen Arkiv for fremført og performet litteratur.
Arrangementerne er støttet af Statens Kunstfond og Aarhus Kommune, og afvikles i samarbejde med KUNSTHAL AARHUS.

Photo: Martin Dam Kristensen
Photo: Martin Dam Kristensen