Uffe Isolotto
Universal Serial Bus

Langs Christiansgade står Uffe Isolottos værk Universal Serial Bus. Værket er designet, så det dels falder i et med gadens P-automater, dels mimer arkitekturen i det omkringliggende bylandskab – Frimurerlogens og Danske Banks bygning.

Værktitlen stammer fra det lille stik, som i daglig tale forkortes til USB. Ved at koble stikket til en enhed kan vi overføre data eller oplade et batteri. Dermed addresser værket en af det moderne menneskes livsbetingelser. Forbindelsen til livløse teknologier er blevet grundlæggende for vores selvforståelse. Når vi eksponerer vores enheder ved at koble den til et større kredsløb med den elektroniske navlestreng, bliver vi sårbare.

Skulpturen er skabt af metal, møtrikker, hængelåse med alarmer og LED-oplyste USB-porte. Inden i automaten ligger lufttørret dyrekød: hud og indvolde, ører og haler, sener luftrør og en penis.

Mens indmaden fordærves, vil automatmontrens jerngitter med tiden ruste og ændre karakter. Også værkets USB-porte vil blive forældet, når ny teknologi udvikles. På den måde har Isolotto skabt en montre, som i stedet for at konservere og bevare indkapsler tiden som et skrøbeligt materiale.

Uffe Isolotto (1976, DK) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. I sin praksis tager han udgangspunkt i det digitale i tilværelsen i et forsøg på at omdirigere automatiserede verdensanskuelser. Han eksperimenterer med performance, intervention, totalinstallationer, digital kunst, videoanimationer, men også mere traditionelle udtryksformer som fotografi og skulptur.

Materiale: Stål, møtrikker, hængelåse med alarmer og LED-oplyste USB-porte. Lufttørret dyrekød; skind, lever, lunger, spiserør, haler, ører, komave, sener, luftrør og penis

Støttet af

Foto: Kåre Viemose, Kunsthal Aarhus, 2018
Foto: Kåre Viemose, Kunsthal Aarhus, 2018
Foto: Kåre Viemose, Kunsthal Aarhus, 2018
Foto: Kåre Viemose, Kunsthal Aarhus, 2018