Ronan & Erwan Bouroullec
OUI

Da Kunsthal Aarhus i 2017 fejrede hundredeårsjubilæum blev parken omkring den gamle kunstbygning indviet som skulpturpark. Brødrene Ronan & Erwan Bouroullec designede en serie af udendørs siddeinstallationer med den samlede titel OUI (2017).

Hver af de fire installationer udgør en cirkulær form i galvaniseret stål. Tre cirkler omkranser parkens store træer, mens den fjerde er et ildsted ved hovedindgangen. OUI fungerer både som siddeplads, ryglæn og balancebom. Eller man kan læne sig op ad træet i midten og betragte stålcirklerne. Samtidig får træerne pludselig en tydelig funktion som mødested og opholdssted for parkens gæster.

Bouroullec-brødrene udforsker med de fire installationer, hvordan design og funktion kan forenes i det offentlige rum. Fremfor at anvende et naturmateriale lader de stålet være en påmindelse om, at vi befinder os i et moderne byrum.

Inspiration til installationerne i Kunsthal Aarhus udspringer af Bouroullecs udstilling Rêveries Urbaines i Rennes, Frankrig, i 2016, hvor kunstnerne præsenterede en række forskellige modeller med urbant brugsdesign.

Ronan & Erwan Bouroullec (1971/1976, FR) er uddannet fra henholdsvis École nationale supérieure des arts décoratifs og École nationale supérieure d'arts de Paris-Cergy i Frankrig. De er internationalt anerkendt for deres samarbejde med de danske designfirmaer HAY og Kvadrat.

OUI er produceret i samarbejde med Kvadrat og er støttet af Nordea-fonden, Aarhus Kommune, Kvadrat og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Materiale: Galvaniseret stål

Støttet af

Foto: Mikkel Kaldal, Kunsthal Aarhus, 2019
Foto: Mikkel Kaldal, Kunsthal Aarhus, 2019
Foto: Mikkel Kaldal, Kunsthal Aarhus, 2019
Foto: Mikkel Kaldal, Kunsthal Aarhus, 2019
Foto: Mikkel Kaldal, Kunsthal Aarhus, 2019
Foto: Mikkel Kaldal, Kunsthal Aarhus, 2019