Kunsthal Aarhus Skulpturpark

I anledning af Kunsthal Aarhus’ 100 års jubilæum i 2017 er parken omkring Kunsthal Aarhus blevet til en skulpturpark med værker af danske og internationale kunstnere. Kunsthal Aarhus Skulpturpark får løbende tilføjet flere kunstværker og giver dermed mulighed for at lade forbipasserende opleve og sanse kunst i det offentlige rum på alle tider af døgnet.

Ronan & Erwan Bouroullec har designet en serie af udendørs sidde-installationer med titlen OUI (2017) til parken omkring Kunsthal Aarhus. Hver af de fire installationer udgør en cirkulær form af galvaniseret stål; tre af installationerne omkranser store træer i parken og den fjerde et ildsted ved den nye hovedindgang. OUI er produceret i samarbejde med Kvadrat.

Støttet af

FOS har skabt værket Hypernormalization (2017), som er placeret ved den nye indgangssti på hjørnet af J.M. Mørks Gade og Christiansgade. Værket, der er lavet af brændt lærketræ, blev oprindelig produceret til en udstilling på Den Franske Ambassade i København, hvor det markerede overgangen fra dansk til fransk territorium. I kunsthallens park udgør værket både en fysisk og psykologisk portal til samtidskunsten.

Den aarhusianske kunstner Willy Ørskov (1920-1990) skabte i 1977 værket Sort Granit fra Congo, som samme år blev placeret på græsset ved kunsthallens forhenværende hovedindgang fra J.M. Mørks Gade. Ørskov ønskede at gøre op med romantiske forestillinger om kunsten som en adgang til menneskets sind, og hans skulpturelle arbejder er derfor karakteriserede af et fravær af genkendelighed, motiv og fortælling. Et klassisk Ørskov-citat er: "Skulpturens indhold er skulptur." Ørskovs skulptur er en permanent installation.

Uffe Isolotto har skabt værket Universal Serial Bus, der adresserer den nuværende menneskelige betingelse. Værket tager sit navn fra udvidelsen af akronymet USB; porten man bruger til at koble sin enhed til, for at overføre information eller lade batteriet op. Når du eksponerer din enhed, ved at koble den op til et større kredsløb med den elektriske navlestreng, så bliver du sårbar. Forbundetheden af væsener, gennem livløse ting, er blevet en basis for vores forståelse af os selv, individet. Ikke universet, ikke massen, ikke omnibus.

Jillian Mayer har designet 14 farvestrålende og uhøjtidelige skulpturer, Slumpies, som står rundt om Kunsthal Aarhus. Slumpies synliggør vores adfærd. De er en skulpturel løsning på et forholdsvist nyt behov, som mennesket har fået efter opfindelsen af smartphones. Mayer siger selv: ”Slumpies er designet til både din krop, dine tanker og din mobil”. Slumpies giver dermed ergonomisk støtte, så du kan sidde, stå eller slænge dig bedst muligt med din smartphone. Slumpies er et tankevækkende bud på, hvad en skulptur også kan være, og hvad den kan bruges til.

I anledning af Kunsthal Aarhus’ 100 års jubilæum i 2017 blev billedkunstner Bodil Nielsen kommisioneret af Kunsthal Aarhus til at genskabe den farve, ydervæggen af Kunsthal Aarhus havde i årene 1954-1969. Farven blev af datidens journalister kaldt ”festlig teglrød”, men da der ingen farvefotografier findes fra den tid, fik Nielsen til opgave at genskabe, hvad hun mener er ”festlig teglrød”. På vej ind i Kunsthal Aarhus kan du opleve hendes hvide og orange flag med hvide kvaster, der blafrer i flagstangen. Indenfor har Bodil Nielsen også sat sit præg. Hendes udgave af ”festlig teglrød” pryder den buede væg i caféen og på toilettet.

Støttet af

Tidligere udstillet i Kunsthal Aarhus Skulpturpark:

Neonværker af Nat Bloch Gregersen & Matilde Mørk, Theta Wave (2017), Solidarity is not Old Fashion (2017) og Follow the Horse II (2017. De tre værker cirklede på forskellige måder om at dvæle og give sig hen til et samarbejde: Follow the Horse II er eksempelvis baseret på en øvelse fra hesteterapi, som de to kunstnere har oversat til en fælles tegneøvelse. Neonværkerne blev oprindeligt skabt til Kunsthal Aarhus’ udstilling på Roskilde Festival 2017.