Statskontrollerede køn: Hvordan man (ikke) kan blive anerkendt

Gratis entré

Fra 1950’erne til 2014 kunne en dansk statsborger kun opnå tilladelse til ændring af juridisk kønsstatus, hvis de fik den psykiatriske diagnose transseksualitet og gennemgik en medicinsk transition, der inkluderede fjernelse af deres kønskirtler, så de ikke kunne få børn. I de seneste 30 år var gennemsnitstiden for at få stillet diagnosen 6-8 år. I dag har enhver borger, der erklærer, at de er transkønnet, ret til at skifte juridisk køn, men det er stadig ikke alle, som har lige let ved at få adgang til en medicinsk transition. Hvilke konsekvenser har de skiftende krav i sundheds- og retssystemerne haft for interkønnede og transkønnede borgere, som har haft brug for at skifte kønsstatus for at få et levbart liv? Og hvordan (over)lever man, når ens kønnede liv er sat på standby i så mange år?

Marie-Louise Holm har skrevet en ph.d. om inter- og transkønnede personers historie i Danmark på Linköping Universitet i 2017. Forskningsmæssigt er de særligt interesseret i spørgsmål om, hvordan personer, som socialt, medicinsk og juridisk er blevet opfattet som faldende imellem eller uden for gængse definitioner af kønslig normalitet, har formået at skabe sig levbare liv. For tiden er hun ansat dels som underviser i forskningsetik på SCIENCE på Københavns Universitet og dels som projektleder for TRANSIT-samtalegrupper for transpersoner på LGBT Danmark.

Henrik Olesen, Opfordring til bedre information om homoseksualitet i folkeskolen, 1998
Henrik Olesen, Opfordring til bedre information om homoseksualitet i folkeskolen, 1998