Amalie Smith / Hwayeon Nam

FerniseringFri entré

Kunsthal Aarhus inviterer til dobbeltfernisering:

Amalie Smith

Den danske kunstner Amalie Smith er optaget af hybrid-former. Hun blander tekst og billeder, fakta og fiktion samt umiddelbart adskilte vidensområder i sin research-baserede kunstpraksis. I sine værker har hun blandt andet undersøgt græsk svampedykkerdans, kødædende planter på Læsø, vævet tekstil som det digitales grundstof og farven i antik skulpturkunst. Til Kunsthal Aarhus producerer hun et nyt værk filmet i 3D med udgangspunkt i fortolkninger af de tidligste europæiske civilisationer på Cypern.

#Hwayeon Nam

Den sydkoreanske kunstner Hwayeon Nam arbejder med performance, performance video, multimedieinstallationer, video og tegning, og beskæftiger sig bl.a. med sociale systemer og subjektive oplevelser af rum, tid og objekter. Utallige fagområder finder ofte vej ind i hendes værker via internetsøgemaskiner: Italienske freskoer møder en rumsonde i en video om menneskets begær efter at fastholde og afbillede Halleys komet, og i videoen ”The Botany of Desire” skaber tulipanmanien i 1630ernes Holland, reportager fra børskrakket i 2008, en sværm af bier og en dans for to performere en tankevækkende sammenstilling af biologisk og socioøkonomisk begær. Nam har på det seneste også beskæftiget sig med forholdet mellem Nord- og Sydkorea.