Første Torsdag / Ragnhild May

VærkbarFri entré

Til Første Torsdag i februar præsenterer Ragnhild May det performative lydværk Pneumatisk Maskine. Pneumatik er betegnelsen for luft under tryk. May medbringer et digitalt styret instrument, der blæser luft til blokføjter via gummislanger. Værket vender på en måde tilbage til en mere fysisk måde at tænke digital kodning på, hvor den enkelte kanals to indstillinger (tændt: I / slukket: O) er omsat til lyd. De 64 luftkanaler styres via et software, som kunstneren har designet, hvor der for hver enkelt kanal kan programmeres et rytmisk tonemønster i programmeringssproget MIDI. I performancen bygges instrumentet gradvist op ved tilslutning af slangerne til luftforsyningen. Lydbilledet bliver samtidig mere komplekst, idet et større og større antal lydkilder kobles på. I takt med at den rytmiske kompleksitet i stykket forøges flyder tonerne i passager sammen til mere sammenhængende klange. Det improvisatoriske, lyttende aspekt er en vigtig del af værket, der kun delvist er programmeret på forhånd.

Performancen finder sted fra 15.30–16.15

Første Torsdag er en platform for tidsafgrænsede kunstneriske eksperimenter. I to timer hver måned overlader vi Café Kunsthal eller Kunsthal Aarhus’ udendørsarealer til en ny kunstner.

Ragnhild May, Pneumatisk Maskine. Foto: Malle Madsen
Ragnhild May, Pneumatisk Maskine. Foto: Malle Madsen