Filmklub: Moonrise Kingdom

Screening
  • 40 kr.

Drømmer du også en gang imellem om at stikke af fra det hele og bosætte dig i en skov med dit livs kærlighed? Så er Moonrise Kingdom (2012) af Wes Anderson lige noget for dig. I Andersons forunderlige univers sætter to 12-årige kursen mod det gode liv sammen, men kommer grueligt på afveje i forsøget.

Wes Andersons film folder sig altid ud i smukke omgivelser, hvor farver og lyd skaber en helt særlig stemning. Ulasteligt klædt trodser filmens hovedpersoner strenge spejderledere, umulige forældre og vildt vejr for at være sammen. Med sig medbringer de vigtige genstande; sci-fi-romaner og pladespiller.

Til at introducere filmen, har vi inviteret Andreas Halskov der er film- og serieekspert og filmredaktør hos 16:9. Han vil løfte sløret for, hvilke vigtige ledetråde, vi skal kigge efter undervejs i filmen og pege os i retning af, hvordan vi sammen med de unge spejdere kan følge landkortet og navigere os vej gennem både skoven og filmen – og måske endda livet.

Denne filmaften tager afsæt i Sondra Perrys udstilling A Terrible Thing, hvor landkort også spiller en væsentlig rolle. Caféen vil derfor servere kort-inspirerede drinks og vi anbefaler at du ser udstillingen på forhånd.

Andreas Halskov er cand.mag. i filmvidenskab og engelsk med speciale i filmens lydside. Han er ekstern lektor ved Aarhus Universitet og adjunkt i engelsk og mediefag ved Egaa Gymnasium.

Introduktion ved Andreas Halskov: 20 min.
Moonrise Kingdom spilletid: 1 time 34 min.

I Kunsthal Aarhus vil vi lade samtidskunsten tale med filmkunsten. Vores 2020 filmserie er inspireret af vores aktuelle udstillinger og temaer og vi viser alt fra klassikere over populære blockbustere til eksperimenterende dokumentarer og indiefilm. Alle filmvisninger indledes med en veloplagt introduktion fra en kunstner, filmekspert eller filmskaber.

04.03.20 19–21

For at få adgang til arrangementerne skal du blive medlem af Filmklubben. Som medlem får du adgang til unikke filmvisninger på Kunsthal Aarhus med nøje udvalgte film og kyndig introduktion fra filmeksperter, instruktører eller kunstnere. Som medlem af Filmklubben har du billigere adgang til samtlige af årets efterfølgende filmvisninger. Du betaler 40 DKK for første filmvisning og bliver dermed medlem. De efterfølgende visninger koster 30 DKK og 20 DKK for studerende. Vi registrerer din e-mail og sender dig løbende info om årets filmarrangementer.

Moonrise Kingdom - foto: Focus Features
Moonrise Kingdom - foto: Focus Features