Louise Lindvall: 1 REP MAX

PerformanceFri entréSprog: Engelsk

Har du nogensinde ønsket, at du kunne gøre en større forskel? Er du i tvivl om, hvordan du realiserer dit sande politiske potentiale? Ved at overføre vægtløfterens måde at øge kroppens eksplosive fysiske styrke, hjælper 1 REP MAX dig til at løse den politiske agens’ problemfyldte mekanismer. Sammen vil vi finde ud af, hvad der holder dig tilbage, hvad du gør forkert, og hvordan det løses. Drøm stort. Ændr verden. Vær katalysatoren.
1 REP MAX er en performance lecture, der afholdes i Kunsthal Aarhus’ mødelokale, og som tilbyder en trin-for-trin problemløsning til at forstå, hvorfor du ikke gør så stor en forskel, som du måske gerne vil, og hvordan du øger din evne til dette. Lindvalls metoder er tematiske oversættelser af forskning i, hvordan man øger sin fysiske styrke i olympisk vægtløftning ved først at identificere og lokalisere sine fejl (Muskler/Sener – Midler til Udførelse, Viljestyrke – Mod, Intermuskulær Koordination – Organisering, Teknik – Strategi), for derefter at udarbejde løsninger baseret på denne model.

Arrangementet afholdes på engelsk. Performancen opføres fredag, lørdag og søndag, og vil blive afholdt for et begrænset antal deltagere. Tilmelding på forhånd er påkrævet. Tilmeld dig ved at skrive til bonjour@piscine.dk. Skriv antal deltagere, navn på deltagere og hvilken dag du/I vil deltage. Hvis der er plads den pågældende dag, vil du modtage en bekræftelsesmail.

Performancen indgår i udstillingen Leviathan, kurateret af kunstnergruppen Piscine (Anna Ørberg, Mark Tholander og Jens Settergren).

Billede: Louise Lindvall. Courtesy the Artist.
Billede: Louise Lindvall. Courtesy the Artist.